Ladestandere

Her finder du vejledning om installation af ladestandere til elbiler. Siden gennemgår centrale krav og opmærksomhedspunkter, herunder egen gruppe, RCD, offentlig lader, faserotation og brug af eksisterende stikkontakter.

Faglig note fra SIF Gruppen

Det er ikke bare lige at lave installation til en ladestander, da der er en række krav, som skal overholdes. Sørg for at kende kravene, når du etablerer en ny installation til opladning af elbiler.

Martin Johansen

Martin Johansen

Faglig ansvarlig

Hvorfor kræver ladestandere særlig opmærksomhed?

Ladestandere skal installeres som andre brugsgenstande, men der er en række forhold, du skal være særligt opmærksom på, når du etablerer en installation til opladning af elbiler.

Der findes blandt andet særskilte krav og vejledninger for forsyning af elektriske køretøjer, etablering af ladestandere og elinstallationer til elbiler.

Derfor er det vigtigt at kende både standarder, bekendtgørelser og relevante vejledninger, inden installationen udføres.

Installation til ladestander

Nedenstående oversigt viser de vigtigste opmærksomhedspunkter ved installation til ladestander, herunder tavle, kabel, jordingsleder, placering af ladestander og forhold ved bilen.

Tavle og RCD

Installationen til ladestanderen skal forsynes fra sin egen kreds. Det betyder, at ladestanderen skal have sin egen gruppe.

Kredsen skal være beskyttet af en RCD på maksimalt 30 mA. Denne RCD må kun forsyne sikringen til ladestanderen.

RCD’en kan være indbygget i ladestanderen. I så fald er det ikke nødvendigvis et krav, at kablet til ladestanderen også RCD-beskyttes i tavlen.

Den indbyggede RCD skal dog opfylde en af de relevante standarder, for at den kan erstatte RCD’en i tavlen.

Den indbyggede RCD skal opfylde en af følgende standarder:

  • EN 61008-1
  • EN 61009-1
  • EN 60947-2
  • EN 62423

Installationen skal som udgangspunkt beskyttes med type B RCD, medmindre ladestanderen er beskyttet mod DC-fejlstrøm. Her skal producentens vejledning altid læses.

RCD’en skal afbryde alle spændingsførende ledere, det vil sige både faser og nul.

Vær opmærksom på

Når du vælger sikring til ladestanderen, skal du være opmærksom på, at sikringen ikke må belastes med mere end 80 % kontinuerligt.

Eksempel:

  • 80 % af 16 A er 12,8 A
  • 80 % af 20 A er 16 A

Hvis bilen skal lade med 16 A, skal der derfor vælges en 20 A sikring.

Offentligt tilgængelige ladere

Hvis ladepunktet er offentligt tilgængeligt, gælder der særlige krav.

Et offentligt tilgængeligt ladepunkt skal blandt andet:

  • beskyttes mod transiente overspændinger, dvs. med SPD/transientbeskyttelse
  • være beskyttet mod slag af høj styrke, AG3
  • være udført, så det er nemt at få adgang til ladestikket, uanset hvor bilens ladeindtag er placeret

Beskyttelse mod slag kan f.eks. opnås ved placering af materiellet, ved lokal eller generel beskyttelse eller ved at vælge materiel med mindst IK08.

Generelle krav og opmærksomheds-punkter

Hvert ladestik skal placeres så tæt på den relevante parkeringsplads som praktisk muligt.

Hvis materiellet placeres udendørs, skal det mindst være IP44.

Flytbare stikkontakter må ikke anvendes.

Overgangsmodstanden til jord bør være så lav som muligt. Nogle biler kan stille krav om meget lav overgangsmodstand, før de kan lade korrekt. Der er eksempler på biler, som kræver helt ned til 10 Ω.

Som udgangspunkt bør overgangsmodstanden ikke være over 60-80 Ω.

“Mormorladning”

“Mormorladning” er den uformelle betegnelse for opladning af elbil via en eksisterende almindelig stikkontakt.

Det kan ikke anbefales, da det belaster installationen meget og kan udgøre en risiko.

En almindelig stikkontakt må ikke belastes med mere end 6 A i mere end 2 timer.

Regelgrundlag og supplerende vejledning

Her finder du relevante standarder, bekendtgørelser og supplerende vejledning, hvis du har brug for at slå krav til ladestandere og elinstallationer til elbiler op.

DS 60364-7-722 – Forsyning af elektriske køretøjer

Se standardafsnittet om forsyning af elektriske køretøjer.

Ladestander-bekendtgørelsen

Se bekendtgørelsen om forberedelse til og etablering af ladestandere.

Sikkerhedsstyrelsen – elbiler

Se Sikkerhedsstyrelsens vejledning om elinstallationer til elbiler.

Bygningsreglementet – vejledning om ladestandere

Se Bygningsreglementets vejledning om krav til ladestandere.

Øvrige sider under Ladestandere og stiktyper